Gentoftes bronzevindere forstærket til den nye sæson
Der er ligapræmiere, når DHV Odense fredag den 29. september kl. 18.15 gæster volleyarenaen i Kildeskovshallen. Gentofte står stærkt rustet, idet de fleste fra bronzeholdet er med igen. De suppleres af tilgange i form af både en række unge talenter og et par erfarne spillere.
Lyngby stillede med et meget ungt hold i ligaen i sidste sæson, men har valgt ligaen fra i denne sæson. Fire spillere derfra tørner nu ud for Gentofte: Spilfordeleren Rikke Glargaard Christensen, der allerede har A-landskampe på sit cv, liberoen Julianne Noriega, centerspilleren Ingrid Lajer (16 U-landskampe), samt kantspilleren Alberte Jeppesen (5 U-landskampe). Sidstnævnte er lillesøster til Gentoftes anfører Mathilde Jeppesen.
De erfarne tilgange har spillet landskampe. Sophia Helena Andersen, der er kommet til fra Amager VK, har spillet både A- og U-landskampe, mens tyske Lisa Keferloher, der har spillet for TB München, er noteret for 7 U-landskampe for Tyskland.
Hen over sommeren måtte Gentofte sige pænt farvel til sidste års spillende træner Ijeoma Moronu Alstrup. Hun takkede ja til stillingen som head coach for sit gamle universitet i Texas, USA. Hendes ægtemand Christopher, bedre kendt som Staal, der har trådt sine barnevolleysko i Gentofte og var ass. træner, er taget med mod vest. Derfor er Jon Junker trådt ind som hovedtræner. Han og Martin Olesen udgør nu en stærk trænerduo.
Gentofte er favoritter i præmierekampen. Det bliver interessant, hvordan Gentofte stiller op, og om spilmodellen er påvirket af den omfattende tilgang af spillere på højt niveau.
Foto: Fra venstre Ingrid Lajer, Lisa Keferloher, Rikke Glargaard Christensen, Sophia Helena Andersen, Alberte Jeppesen.